Skik følge eller land fly

Jeg kender flere danskere, som er bosat i USA af den ene eller anden grund. En af dem sagde for nylig til mig: ”Skik følge eller land fly”. Og det har skabt genklang, efter vi nu er returneret til Danmark og genlæser vores refleksioner omkring det amerikanske skolesystem. Måske havde vi lige lovligt travlt med at finde hullerne, i steder for at se alle de hele masker som udgør nettet, der rent faktisk forsøger at give alle elever en uddannelse i et land præget af stor social ulighed og andre divergenser. Vi har ikke været gode nok til at understrege den begejstring, der bestemt også var til stede, som vi bevægede os rundt på de forskellige skoler. Det prøver jeg hermed at rode lidt bod på.

Vi var/er i allerhøjeste grad imponeret af den ambitiøse akademiske indstilling, som de to skoler, vi har set, havde. Og hvis vi nogen steder har udtrykt manglende forståelse eller foragt for de mange muligheder, som ambitionsniveauet kan medføre, så er det decideret forkert. Vi er bestemt af den opfattelse, at den danske skole har meget at lære, når det kommer til at få det bedst frem i deres elevers akademiske potentiale. Vi er helt med på, at vi i den danske skole har alt for travlt med at gøre alle lige akademisk. Ikke noget med delehold eller synliggørelse af elevers særlige spidskompetencer. Det sparker vi rask væk under gulvtæppet, så ingen føler sig mindre værd end andre. Eller måske mere vigtigt - så ingen elever føler at de er bedre end andre (den danske jantelov lever i bedste velgående, også i folkeskolen). Her ville vi netop ønske at amerikanernes fællesskabsfølelses og team-spirit kunne smidte af, så vi kunne lære eleverne at glæde sig på andres vegne og bakke op om andres succes, i stedet for at rynke på næsen, når nogle bliver for gode til noget. 

Men hensyn til universitetsuddannelsen, som vi også kort blev introduceret til, kan vi kun bøje os i støvet af beundring. Det kan godt være at vores uddannelsessystem er gratis - også i den tunge ende - men hvor får amerikanerne bare meget mere for de penge, de så en gang måtte punge ud for en universitetsuddannelse. Der kan vi slet ikke være med her hjemme i H.C. Andersens land. Det var direkte deprimerende at overvære undervisningen på ISU, fordi man kun kan drømme om at få den slags omfattende og målrettet undervisning. Her har de vores uddelte misundelse - føj hvor er det lækkert!

Vores speciale er ikke fokuseret på skolesystem i sig selv. Vi har valgt at undersøge det, for at finde ud af hvilke vilkår litteraturen har i USA. Det er ren og skær baggrundsviden og vi er fuldt opmærksom på, at det er en unuanceret viden, da de to skoler vi besøgte er alt andet end repræsentativ i forhold til amerikanske High Schools. Og så selvfølgelig fordi man ikke kan dømme et helt land og dettes skolesystem ved så lille en undersøgelse. 

Vi rejser hjem fra USA med den største ydmyghed og respekt for deres skolesystem og deres lærere, og vi håber kun på at vores oplevelse kan inspirere os til at se en mulighed for kombination af det bedste fra de to skoleformer – selvfølge med ungdomslitteraturen som omdrejningspunkt. Tak til jer som bruger tid på at ruske op i os, når talestrømmen bliver for ensidig. We truly appreciate it;-)

En lille bitte dansker i et meget stort land.

Vi er mætte og vi er trætte, men det på den absolut bedst tænkelige måde og her på vores sidste dag i The United States of America vil jeg nedfælde de af mine tanker, der fylder mest i forhold til forskellene på den danske og den amerikanske skolekultur.

Da vi i går holdt oplæg for de studerende på Curriculum and Instruction, var der den mest fantastiske stemning hvor alle, både os og dem, var nysgerrige og fulde af respekt og beundring for hinandens skolesystemer. De studerende var videbegærlige og oprigtigt interesserede i at høre mere om vores skolekultur, den danske ungdomslitteratur og vores undervisning. Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse at stå foran klassen og fortælle om det, vi brænder for. Bl.a. nævnte vi de danske efterskoler og fortalte om, hvilket genialt koncept vi synes det er. En studerende rakte hånden op og spurgte, om ikke det er hårdt at sende en 15årig hjemmefra? Jo, det er hårdt, men vi sender dem af sted til beskyttede rammer med pædagogisk opsyn, skole/hjem-samtaler og weekendbesøg. Og selvfølgelig skejer danske unge ud, når de tager på efterskole, men det er under opsyn i modsætning til, når man efter gymnasiet starter på universitetet og bor på kollegie. Når dette afsnit får en plads i bloggen i dag, er det fordi vi, efter at have set unges skoledag herovre, har diskuteret indbyrdes og med studerende, hvornår amerikanske unge får lov til at være unge og skeje ud. Det vil jeg udfolde yderligere:

De elever vi har talt med, og mødt både på New Trier High og på University High, var elever, der imponerede os med deres tætpakkede dagligdag og store ambitioner. Vi kunne ikke undgå at blive benovede over disse uhyre arbejdsomme studerende, og vi blev en anelse lettede, da det gik op for os, at de to skoler, vi har besøgt, ligger langt over en gennemsnitlig High School. Beundring til trods, var der dog også en del af vores hjerter, der blødte ved tanken om, hvor hårdt disse elever knokler, og hvor lidt fritid de har. Hvornår skal disse elever opføre sig som teenagere og gøre alle de ”dumme” ting, der følger med at være ung? Hvornår drikker man sig fuld første gang og kaster op i sin mors toilettaske? Hvornår sidder fnisende med telefonen i hånden og venter på sms fra skolens lækreste fyr? Og mest af alt; Hvornår er man bare et ungt menneske, der opfører sig som et ungt menneske sammen med andre unge mennesker? Det er et spørgsmål, vi har filosoferet en del over og vendt med flere af de universitetsstuderende, som vi har været til undervisning med. Svaret fra dem er entydigt: ”Når man går på college!” I USA sender man sine børn på college efter High School, og hvis det er et ungt menneske med ambitioner, kan det være et college, der ligger flere tusind kilometer væk fra hjemmet, hvis det er der, man får den bedste uddannelse. Det betyder samtidig, at man som teenager med et enkelt trylleslag pludselig er voksen og flytter hjemmefra og bor på ”dorms” sammen med en masse andre unge mennesker. Og det må naturligvis være her, de amerikanske unge får mulighed for at skeje ud.

Jeg bliver glad på danske skoleelevers vegne, når jeg på IUP’s (DPU) hjemmeside læser, at danske skoleelever er verdensmestre i demokrati. I skolen lærer eleverne at argumentere for deres egne synspunkter, de bliver bedt om aktivt at tage stilling, og dansklærerne forventer, at eleverne selv er i stand til at udtrykke deres eget personlige standpunkt, når en tekst bliver diskuteret på klassen. Eleverne er ikke robotter, der, når de læser en tekst, leder efter det svar, de tror, læreren gerne vil høre. Forsker Jens Bruhn fra IUP, Aarhus Universitet, siger at de gode resultater kan hænge sammen med den antiautoritære holdning, der eksisterer i det danske skolesystem, hvor både lærere, ledelse og elever lægger vægt på et ligeværdigt samarbejde. I Danmark har planstrukturen nemlig indfundet sig også i skolekulturen og de gammeldags hierarkier er så småt ved at blive udlignet. Samtidig viser undersøgelsen, at Danmark har en topplacering, når det kommer til socialt klima på skolen og i selve klasseværelset. Som dansker på besøg i et land hvor hierarkiske strukturer i allerhøjeste grad lever i bedste velgående, bliver jeg inderligt glad, når jeg læser om disse resultater.

Som jeg sidder her i dette gigantiske land med de brede motorveje, tårnhøje ambitioner og store armbevægelser, kan jeg ikke lade være med at føle stor taknemmelighed over for mit eget lille bitte land. Som mor til en snart 4årig ville jeg, hvis vi boede herovre, allerede være nødt til at overveje, hvilken slags børnehave der bedst ville kunne forsyne hende med evner, der ville kunne bane vej for flest mulig points til de gode colleges. Jeg ville være nødt til at sende mit barn i skole som 5årig, hvor hun ville skulle starte i kindergartenclass og have en skoledag fra kl. 9-16. Det er en lang dag for en lille pige, synes jeg. Derudover ville jeg være nødt til at forholde mig til den massive konkurrence, der er en del af den amerikanske mentalitet, og selv om jeg som menneske ikke bryder mig om, at børn skal konkurrere, ville jeg være nødt at tage stilling til, om mit barn skulle være en del af det, og dermed vokse op med værdier som jeg er modstander af, eller helt ignorere konkurrenceelementet og dermed risikere, at hun ikke ville få mulighed for at få så god en uddannelse, som alle burde kunne få. Alt dette behøver jeg ikke at tage stilling til. Jeg behøver blot at håbe, at hun kommer i en klasse, der fungerer godt med søde klassekammerater og dygtige lærere.

Kilde: http://edu.au.dk/aktuelt/nyhed/artikel/danske-skoleelever-er-verdensmestre-i-demokrati/

Didaktik på amerikansk

Onsdag holdt vi et oplæg for en mindre gruppe af professorer og ph.d. studerende på Illinois State University. Det var det meste intimiderende vi nogensinde havde prøvet. Hvordan skal en meget lille undersøgelse foretaget i Hillerød skulle kunne sige noget interessant eller brugbart for disse meget dygtige mennesker? Men det viste sig, at der ingen grund var til bekymring. Der var stor interesse for vores tanker om danske unges fritidslæsning og lærernes valg af romaner til undervisningen. Klasselærerrollen optog især studerende og undervisere. Mens vi havde travlt med at beundre ambitionerne hos eleverne og lærernes på New Trier High, ville vores tilhører gerne tale om den danske skolens opmærksomhed på elevernes velbefindende.

New Trier High viser sig at være meget langt fra gennemsnittet af den amerikanske High School. Professorerne kunne fortælle at skolen betragtes som en af landets allerbedste, når det kommer til uddannelse af de 14 – 18 årige, og at det ekstreme akademiske niveau ikke er kendetegnende for alle High Schools. Endnu en gang er der grundlag for at revidere vores opfattelse af dette anderledes skolesystem. Hvad vi så er ikke gældende for alle amerikanske teenager, og som vores tilhørere påpegede, så stiller ingen spørgsmål ved om eleverne på New Trier er College materiale. De har et curriculum, hvis formål er at få alle så akademisk langt som muligt, og så er op til eleverne at hænge på. Begejstringen for New Trier var ikke enstemmig blandt vores tilhørere.

I går var vi på University High School. Og det er bestemt ikke det samme, vi har set, som nord for Chicago. Vi var med i en ung engelsklærers 3 undervisningstimer først på dagen. Alle timerne var for freshman årgangen (9th grade), og alle timerne bestod af præcist samme indhold. Samme gennemgang, samme YouTube klip, samme diskussion og samme lektie. Vores første tanke var at 3 x 45 min med samme indhold var lidt svært at stå model til her sidst i processen, hvor vi er slidte og tæt på mentalt mætte, men det har krævet meget tid og energi at få disse aftaler i hus, så vi blev troligt siddende, da eleverne havde svaret på vores spørgeskema – i alle tre lektioner. Og heldigvis for det. I sidste lektion fik vi øjnene væk fra timens indhold og over på selve undervisningsformen. Og vi var for første gang en smule chokeret. I al retfærdighed skal det jo siges, at dette kun er en undervisningslektion ud af de mange, denne engelsklærer gennemfører på et år, og mange ting kunne ligge til grundlag for måden at undervise på.

Eleverne havde til denne time læst bogen Race af Marc Aronson færdig. Efter at have set et Youtube klip af psykologiske undersøgelser udført blandt 4 -10 årige angående opfattelsen af race og hudfarve, blev eleverne bedt om at perspektivere, det de havde set, til det sidste kapitel af bogen.

Læreren har rigtigt meget taletid i undervisningen og stiller mange spørgsmål løbende. Stort set alle spørgsmål har karakter af at være forståelse-spørgsmål til tekst eller Youtube-klip eller perspektiv-spørgsmål i forhold til emnet. Marc Arsonson taler om ”acting race”, og eleverne bliver herefter bedt om at komme med eksempler på dette. Ganske få melder sig ind i diskussionen, så læreren bringer i alle tre timer selv Zimmerman-sagen på banen, som i øjeblikket optager amerikanerne rigtigt meget. Hvad særligt er interessant i denne sammenhæng er, at en TV-journalist/studievært har været ude og sige, at forældre til latino og sorte børn muligvis skulle overveje ikke at lade dem gå i hættetrøjer, fordi det kan sende forkerte signaler og gøre andre utrygge. Læreren følger op med et spørgsmål til eleverne: ”Har Amerika givet op over for race?”, og så kommer nogle enkelte hænder i luften. En pige følger op på nogle af de første svar ved at sige, at hun tror voksne har svært ved at skifte mening omkring racespørgsmålet, fordi de har dannet den, da de var små på baggrund af beviser. Mere når hun ikke at sige, før læreren overtager og uden omsvøb afskriver hendes svar, for yderligere at bakke sin eget svar op ved adskillige beviser fra den læste tekst og det viste Youtube klip. Pigen synker langsomt ned i sin stol, mens farven i kinderne skifte nogle nuancer på den røde skala. Det eneste jeg kan tænke på er, hvor lang tid der går, før denne pige igen rækker hånden op i engelsk….

Som sagt er denne time taget ud af kontekst og siger kun noget om en lærer på en High School. Men det siger også noget om en lærer, der er rost til skyerne af hendes tidligere universitetsprofessor og moderen til flere af hende elever. I de overværede timer savnede jeg spørgsmål, som bad eleverne tage stilling og finde frem til eget ståsted i denne spændende diskussion og argumentere for egen mening på alle mulige måder. Jeg savnede, at eleverne blev bedt om at gøre indholdet til deres eget i stedet for at dokumentere, at de havde læst og forstået. Vores empiriske grundlag på dette område er tyndt, så derfor delte vi vores oplevelse med undervisere på universitet om aftenen. Deres umiddelbare svar på vores observation var, at denne elevs taletid blev lukket af pga. den meget racisme, som findes, ikke kun på University High, men i hele USA. Og at læreren vidste, at denne udtalelse havde en racistisk vinkel, fordi hun kendte eleven og dennes ståsted. Men skal eleven så ikke netop har lov at argumentere for sit synspunkt, så andre kan modargumentere og en debat kan skabes omkring dette vigtige emne. Er det ikke netop farligt, at lukke låg på disse meninger? Hvordan skal man komme racisme til livs, hvis vi ikke taler om den igen og igen?

Vi har stadig så meget at lære i dette store og modsætningsfyldte land og kun 32 timer tilbage at gøre det i. 

Dansk ungdomslitteratur vs. amerikansk young adult fiction

Vores besøg og oplæg på Illinois State University blev begyndelsen på en række fascinerende diskussioner og samtaler, som vi her vil løfte en flig af sløret for.
Det var uhyre interessant at diskutere de aktuelle tendenser i dansk ungdomslitteratur (herefter UL) og amerikansk young adult fiction (herefter YA). Vi var forundrede over og betagede af amerikanernes åbenhed og velvilje til at diskutere den amerikanske YA, som de beskrev som værende litteratur, der har en bestemt målgruppe, der forventer, at litteraturen er skåret over en bestemt skabelon på samme måde som fx serielitteratur, lægeromaner og populærlitteratur er det. Roberta Trites illustrerede dette på fantastisk vis med følgende eksempel: ”We are used to the sugar coated endings and we can not accept literature that dosn’t have that. One of my students cried for six hours when she realized that the ending of ”Hunger games” wasn’t what she thought it would be.” Dette må betyde, at forfatterne af amerikansk YA har meget trange kår, hvis de ønsker at afvige skabelonen, fordi der ikke er et marked for anden litteratur end den markedet dikterer.

Vi forestod på Roberta Trites, at det er en del af den amerikanske kultur, at der altid er en løsning på problemerne, og at der ligger en moralsk forpligtelse i at skrive litteratur for unge. En forpligtelse som bl.a. betyder, at man ikke skriver om teenage-graviditeter, der har et lykkeligt ”outcome” eller om hovedløse unge, der nyder at være på stoffer. Nøjagtig lige så lidt som man skriver om kvinder, der nyder sex og oven i købet får orgasme. Derfor var Roberta Trites ved at boble over af glæde og iver, da vi fortalte, at en dansk forfatter har skrevet om netop dette, og vi kunne lykkelige meddele hende, at vi har tænkt os, at arbejde med denne bog i specialet. Bogen vi refererer til er ”Dømt til frihed” af René Toft Simonsen, hvor to 15årige piger stikker af hjemmefra og oplever alt fra voldtægt og stoffer til ægte orgasmer. Elementer som i amerikansk YA enten er fuldstændig fraværende eller pakket ind.

Med alt dette og meget mere i tankerne ser vi frem til endnu en berigende dag i morgen, hvor vi skal overvære undervisning, dele spørgeskemaer ud og holde oplæg for de studerende på afdelingen for ”Curriculum and Instruction”.

Klar til oplæg på Illinois State University

Vi står over for en af de største og mest intimiderende udfordringer på denne rejse, når vi i morgen kl. 18 dansk tid skal holde et oplæg for fakultet og studerende på afdelingen for børne- og ungdomslitteratur på Illinois State University. Oplægget skal omhandle resultaterne af en undersøgelse vi foretog i efteråret 2011, hvor vi undersøgte hvilken slags litteratur lærerne på to skoler i Hillerød valgte til deres elever i 9. klasse, samt hvilken litteratur disse elever læste i deres fritid.

Derudover skal vi fortælle om det danske skolesystem, den danske læreruddannelse og forklare, hvad vores speciale skal handle om. Det er hovedteoretikeren på vores speciale, Roberta Seelinger Trites, der har inviteret os, og vi vil så nødig skuffe hende, men her 12 timer før rocket launch er nerverne begyndt at flosse en anelse.

Efter oplægget vil der (forhåbentlig) være masser af samtale og diskussion, hvor vi kan suge til os i forhold til fx tendenserne i amerikansk ungdomslitteratur. Derefter har Roberta Seelinger Trites været så venlig at stille op til interview, og dette er turens absolutte gold appel.

Så flossede nerver eller ej; nu lægger vi sidste hånd på power point og cue cards og så er det ud over stepperne.

Wish us luck…

Når lærere lærer.....

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidste har lært så meget på en dag. Vi har talt med så mange entusiastiske undervisere, bibliotekarer, sikkerhedspersonale og elever, som har gjort et helt ubeskriveligt indtryk på os.

Da vi trådte ind på New Trier High School torsdag morgen, var det med den opfattelse, måske er fordom et mere præcis ord lige her, at 1) de amerikanske elever på High School niveau næsten udelukkende læste ældre, klassisk litteratur, 2) at de amerikanske lærere kun underviste på et klassetrin i et indhold, som de gentog år efter år, 3) at skolens læseliste var en litterær spændetrøje, som ikke efterlod nogen form for medindflydelse eller initiativ til underviseren. Det er rigtigt nok, at der er en verden til forskel fra den danske folkeskole til det ambitiøse amerikanske skolesystem, men i forskellighederne ligger også styrkerne.

Flere gange i løbet af dagen blev vi, enten af undervisere eller ved egen observation, bekræftet i, at New Trier High ikke var en gennemsnitlig amerikansk High School. Med et elevtal på 4200 elever fordelt på de fire årgange hører skolen til en af de absolut største i staten Illinois. Dette har resulteret i at ”freshman” årgangen, som svarer til vores 8. klasse og er den første årgang i det amerikanske fireårige High School forløb, er placeret på en separat campus 10 min. kørsel fra Winnetka campus, hvor sophmore (9. Klasse), junior (1.g) og senior (2.g) årgangene modtager deres undervisning. Elevsammensætningen består af elever fra meget ressourcestærke hjem, der placerer sig fra midten af middelklassen til meget velhavende familier.

New Trier High er en skole, som tilbyder sine elever mulighed for virkelig store ambitioner. Med 9 skemalagte timer hver dag + 25 min klassens tid var der undervisning fra kl. 7:55 – 15:05. Herefter fortsatte mere end 75 % af eleverne med en ’ekstra curriculum activity’, som enten var en sportsgren, musik, drama eller yderligere dygtiggørelse i et skolefag. Eleverne fortælle os, at deres skoledag sluttede omkring kl. 18–19 tiden alt efter omfanget af den valgte disciplin. Efter bad og aftensmad ventede 2-3 timers lektielæsning som forberedelse til næste dags undervisning. Næsten alle olympiske discipliner blev udbudt på skolen som ekstra aktivitet. Svømmer og Lacross-spillere mødte flere gange ugentligt ind til træning ved 5-6 tiden om morgenen for yderligere styrke- og konditionstræning.

Jeg er sikker på, at der kommer nogle dygtige, meget universitets-parate elever ud af New Trier High, men som dansk lærer så bløder mit hjerte lidt. Jeg kan ikke forene mig med tanken om, at disse unge teenagers fritid er forvist til weekenden. Forsigtigt påstår jeg, at man, ved at fylde så meget på de unge menneskers skema, undervurderer vigtigheden af den socialisering, der ligger i teenagernes samvær, når samværet ikke er overvåget eller organiseret af voksne. Vi er slet ikke færdige med at bearbejde og reflektere over alle indtrykkene fra New Trier High endnu, men sikke en fantastisk dag, hvor forudindtagede meninger måtte revideres eller afskrives.

Interviewmarathon i vente

Onsdag morgen. Klokken er 05.00 amerikansk tid, og det er umuligt for os at sove et minut mere. Det kan ikke lade sig gøre at snyde det indre ur, selv om vi havde en lang og udmattende dag i går, hvor vi var 22 timer undervejs, før vi endelig tjekkede ind på hotellet. Heldigvis er der kaffemaskine på værelset, så vi har installeret os i hver sin seng med kaffe og bærbar.

I morgen skal vi til New Trier High School, hvor vi skal interviewe Trish og hendes kollegaer. Vi har, ikke uden skelen til Steinar Kvale, udformet en interviewguide, som skal fungere som skabelon for dagens seks interviews, men vi vil i løbet af i dag udforme en guide, der er mere specifikt målrettet til de to skolebibliotekarer, Linda og Pam, da disse bestrider et andet erhverv end det undervisningsmæssige. Det bliver interessant at spørge skolebibliotekarerne om, hvilken slags litteratur de køber hjem til biblioteket, og hvilken holdning de har til ungdomslitteratur. Ser de det mon som deres opgave at forsyne eleverne med ny ungdomslitteratur, når eleverne ikke bliver præsenteret for det i undervisningen, hvor de, så vidt vi har forstået, kun læser klassisk litteratur, som er udvalgt fra en core reading list? Hvis de bestiller ny ungdomslitteratur hjem, hvordan forholder de sig så til de enkelte værker? Er der specifikke kriterier de udvælger fra? Er der litteratur, som ikke kan stå på hylderne i et amerikansk skolebibliotek? Hvilke kilder har de til inspiration af indkøb? Køber de bøger ind til den fælles læste roman? Findes der en amerikansk udgave af vores fællessamling?

Disse spørgsmål og mange flere ligger os på hjerte, og det bliver fantastisk interessant at undersøge, hvordan en amerikansk skolebibliotekar forholder sig til udvælgelseskriterier og den litteratur de bestiller hjem. Her i skrivende stund er der tikket en mail ind fra Trish på New Trier High School med info om flere venligtsindede undervisere, der har indvilget i at lade sig interviewe af os i morgen.

Det komplette interviewprogram for dagen i morgen ser således ud:
7:45-8:30a.m.  John Cadwell (Department Chair) – Room 332 Winnetka Campus
8:45-10:00a.m. Linda Straube (Librarian) – Room 320 Winnetka Campus
10:15-10:55a.m. Trish Sheridan (English) – Room 330 Winnetka Campus
Break for Lunch – Head to Northfield
12:55-1:35p.m. Adena Horwitz (English) – Building C Room 211 Northfield Campus
1:40-2:30p.m. Pam Strom (Librarian) –Building A 3rd floor Northfield Campus
2:30 – 3:25p.m. Ed Zwirner (Department Coordinator) – Building C Room 211 Northfield Campus.

Det er et heftigt program, som vi glæder os til at opleve, og vi glæder os ikke mindst til at få et sanseligt indtryk af atmosfæren på en amerikansk High School, fornemme stemningen blandt lærerkollegiet og snuse rundt på skolebiblioteket.

/Sascha og Anna

This is it

Kl. 04.05 i nat ringer mit vækkeur. Kl. 05.00 tager Sascha og jeg metroen til lufthavnen, og kl. 06.55 sidder vi i flyveren klar til afrejse. Kufferten er pakket og pakket om igen. Barnet er informeret om mange morgener uden mor, men til gengæld udstyret med klistermærker som kan gøre det ud for en kalender i børnehøjde. Savn til trods, så glæder jeg mig. Jeg glæder mig så fantastisk, og jeg har en forestilling om, at denne rejse vil ændre hele min måde at tænke på. Jeg er sikker på, at dette er vejen frem i forhold til hele specialet og at dette vil vise mig, hvad og hvordan jeg skal beskæftige mig med ungdomslitteratur fremover. Denne rejse vil åbne nye døre og få mig til at stille spørgsmål, som jeg aldrig ville have tænkt i det døgnåbne område i kælderen på IUP (DPU). Jeg glæder mig som en vanvittig til at blive inspireret, motiveret og blive hæmningsløs nysgerrig.

So, this is it. Næste gang vi blogger, er det fra den anden side af det store vand.
See you….

"The luxury of reading young adult literatur."

I forberedelserne på denne tur er der dukket en række ting op, som jeg virkelig glæder mig til at finde svar på eller få uddybet. En særlig sætning har fæstnet sig og sat mange tanker i gang. En af lærerne på University High School ville meget gerne tale med os, men havde sin tvivl om hvorvidt vi overhovedet kunne bruge et interview med hende og hendes elever, fordi, som hun skrev i sin email: "I really don't get the luxury or pleasure of teaching young adult literature". 


Det er her jeg næsten ikke kan stoppe strømmen af spørgsmål. Hvis det er en luksus og fornøjelse at læse ungdomslitteratur, hvorfor er det så ikke prioriteret på læselisterne. Hvem har lavet de læstelister og dermed vurderet, at ungdomslitteratur ikke kan leve op til kvalitetskravene? Hvilke krav er der til litteratur, som er egnet til High School pensumlister? Hvis moderne ungdomslitteratur som "Hunger Games" af Suzanne Collins og "Thirteen Reasons Why" af Jay Asher ikke er egnet til High School eleverne (14-18 årige), hvilke argumenter har Professor Roberta S. Trites så for netop at have disse to titler på læselisten til hendes fag om børne- og ungdomslitteratur på Illinois State University?


Det er jo vanvittigt spændende. Og på nuværende tidspunkt - inden at have sat foden indenfor på de amerikanske skoler - må vi også spørge os selv. Er vi for uambitiøse på vores elevers vegne i Danmark? Skal vores 8. og 9. klasser præsenteres for en langt større mængde af klassisk/kanonlitteratur, end de nuværende krav foreskriver. Skal børne- og ungdomslitteraturen forvises til mellemtrinnet som i det amerikanske skolesystem? På sidste semester overbeviste Anna og jeg netop os selv om, at der bestemt var langt mere at kommer efter hos Janus og Tore i "Den kroniske Uskyld" end hos Bella og Edward i "Twilight", trods det at jeg, inden vi begyndte på opgaven, ville have argumenteret for det modsatte. Et andet spørgsmål i denne sammenhæng er forskellen på den amerikanske og dansk ungdomslitteratur. Er der en tydlig forskel, og hvis der er, hvori ligger den? 


Der er en lang række af faktorer, som har betydning i forhold til at svare på de ovenstående spørgsmål. Desværre vil hverken denne rejse eller vores speciale være nok til at finde svar på det hele, men det skal ikke holde os tilbage fra møde det amerikanske skolesystem med den største nysgerrighed. Og så håber jeg virkelig (efter at have læst det meste af Professor Trites læseliste), at de amerikanske elever i det mindste har "den luksus og fornøjelse" at læse noget af den rigtig gode amerikanske ungdomslitteratur i fritiden. Vi får se....

Noget på hjerte

Vi har jo, som I kan se, valgt at oprette denne blog med det formål at dokumentere vores studietur og skrive om store og små strabadser og bekymringer. Det drejer sig om alt fra korrespondancer med lærere og flyselskaber til kulturelle bekymringer og udformning af interviewguides. Intet for stort, intet for småt. I dag er turen så kommet til dette: Bloggen. Vi har valgt at have en blog, som vi vil skrive på hver dag. Det er i hvert fald det mål, vi har sat os, for der findes ikke noget mere uinteressant end en blog, der ikke bliver opdateret. Men når man skal skrive et indlæg hver dag, kræver det også, at man har noget på hjerte, og dette dagens indlæg kommer lige fra hjertet.

Jeg har i dag, for første gang meget længe, holdt helt fri hele dagen. Dvs. ikke noget med ”jeg sætter mig lige ind og arbejder et par timer” eller ”jeg skal lige ringe til Sascha” eller ”jeg skal bare lige læse en enkelt artikel”. Nej, jeg har holdt helt fri forstået på den måde, at jeg ikke har beskæftiget med noget teoretisk i forhold til specialet. Til gengæld har jeg ”arbejdet” mentalt og lavpraktisk på rejsen hele dagen. Jeg har købt gaver til de yderst hjælpsomme lærere, der stiller op til interviews, jeg har tjekket netbank (noget jeg ellers aldrig gør) for at sikre mig, at der er rigelige midler (til shopping), jeg har forberedt mand (i form af lister over hvad vores datter skal have med i børnehave efter ferien, hvad hun skal have med, når hun skal feriere hos mormor og når hun skal til ballet) og min mor (”ja mor, vi kan godt ringe sammen, selv om jeg er langt væk” og ”nej mor, det er ikke for dyrt”), der skal have besøg af vores treårige datter, mens vi er ude at rejse. Og det har føltes godt at holde fri, for jeg kan ikke gøre mere. Min hjerne kan på nuværende tidspunkt ikke rumme andet end at vente på, at dagen oprinder, og vi sidder i flyveren. Lige nu er alt gjort. Det er bare at stille sig op og vente på orkanen, der kommer og blæser os omkuld om mindre end 72 timer. Og så er vi midt i det. Der er ingen vej tilbage, bordet fanger. Vi kan ikke vende os om og gå, når vi står på Illionois State University iklædt mikrofoner og med power pointen i ryggen. Vi kan ikke gemme os, når tungen slår knuder og fremkommer med de mest ærgerlige og fordanskede sætninger. Og vi kan ikke søge hjælp hos en medstuderende, når der kommer spørgsmål, som vi måske ikke er forberedt på. Men det vi kan, det er at se det i øjnene og stå ved det. Vi kan sige til os selv, at vi er to studerende, der har lavet en undersøgelse, som andre finder interessant og tro på, at vi faktisk kan bidrage med noget. Vi kan rette ryggen og tænke: Vi er Sascha og Anna, og vi ved noget om ungdomslitteratur.

Empiriske udfordringer

Klokken er 22:59, som jeg sætter mig til computeren denne fredag aften. Der er nu tre døgn og lidt mindre end 8 timer, til vi flyver afsted, men det forhindrer ikke en lind strøm af overraskelser - man kunne fristes til at kalde det problemer - i at dukke op.

Indsamling af empiri er en omfattende og tidskrævende affære. Selv vores beskedne Hillerød-undersøgelse strakte sig over adskillige uger fra første mail blev sendt til sidste interview var i hus. Men intet kunne have forberedt os på omfanget af udfordringer ved kryds-kontinental kommunikation for - i første omgang  - at skabe kontakt til diverse mennesker. Og dernæst at få aftaler i hus så de passer ind i, det forholdsvis stramme skema vi har til rådighed med kun 12 rejsedage. De mere end 6800 km, der adskiller København fra Chicago, resulterer i en tidsforskel på 7 timer. Langt de fleste svar på emails har været minimun en nat eller mange flere undervejs.... At følge op på emails via telefon har betydet en opringning hjemmefra i ulvetimen med trætte, sultne børn i baggrunden - en mulighed som meget hurtigt blev vurderet som en absolut nød-løsning. Og kun ved en vedvarende, insisterende strøm af emails, er det lykkedes at undgå telefonopkald.

Indtil videre har vi lært at amerikanernes Spring Break kan ligge i alt fra uge 11 til uge 15, hvilket flere gange har været skyld i mange dages venten på svar. Det har også kostet lidt ekstra udgifter på rejsekontoen og en meget dramatisk opringning til Kilroy Travel for at få flybilletter ændret, så de passede med andre afgange, og dermed fik alle planer til at gå op i en højere enhed. (Ved udsigten til sammenbrud - muligvis gråd - kunne den unge mand hos Kilroy få rigtigt meget til at lykkes på kort tid?!)  Tidligt i morges åbnede vi en email fra vores kontaktperson Trish på New Trier High School nord for Chicago, hvor vi starter vores indsamling af empiri. Torsdag d. 12. april har hun arrangeret en helt utrolig spændende dag for os med interview af skolebibliotekaren, som selv har lavet research inden for ungdomslitteratur, efterfulgt af et interview med lærer og afdelingsleder for skolens freshman-årgang (8. klasse). Flere lærere har indvilliget i at tale med os, og Trish manglede bare lige at få præcise klokkeslet på de sidste interviews. Alt i alt en virkelig fantastisk besked at vågne op til - bortset fra at vi ikke må uddele spørgeskemaer til eleverne!!!

Vi ærger os ikke længere, når svar på spørgsmål ikke stemmer overens med vores forventninger. Vi glæder os i stedet til at få opklaret, hvorfor svaret blev anderledes. Så hvis I læser med i næste uge, så skal vi nok uddybe, så godt vi kan, hvori det problematiske ligger, når det kommer til at bede eleverne udfylde et spørgeskema om deres litteraturpræferencer i og udenfor skolen.

Fordømmelse eller fascination?

Det, som forekommer at være mest grænseoverskridende og intimiderende ved vores rejse, er de oplæg, vi skal holde for Fakultet og Studerende på afdelingen for Børne- og ungdomslitteratur samt for studerende på Curriculum and Education på Illinois State University. Det kræver ikke bare meget forberedelse, fordi det ikke er noget vi lige ”kører på rutinen”, men eftersom det foregår i et helt andet land og på et andet sprog, er der yderligere overvejelser der skal gøres om fx kulturelle forskelle.

Dansk og amerikansk skolekultur befinder sig i hver sin ende af undervisningsspektret. I Danmark vælger læreren selv hvilken litteratur, han/hun vil læse med sine elever og i Fælles Mål står der, at eleverne skal læse ungdomslitteratur. I USA vælger lærerne litteratur fra en core reading list, der består af kanoniserede værker. De læser IKKE ungdomslitteratur med deres elever. Med det in mente er det derfor af største vigtighed, at vi ikke kommer til at fremstå fordømmende i forhold til den måde, amerikanere forholder sig til litteraturundervisning på. Man kunne nemt forestille sig en indledning på et oplæg, der lugter lidt af hyldest til det danske frisind.

Selvom man måske godt kunne tænke for sig selv: ”Hvordan kan de dog få sig selv til at slæbe eleverne gennem Edgar Allen Poe, Harper Lee og Shakespeare?” må vi i stedet prøve at vende eventuelle fordømmende tanker til: ”Det er beundringsværdigt at I læser så meget klassisk litteratur, hvordan bærer I jer ad med at tilrettelægge en engagerende undervisning og dermed fastholde eleverne?” Og det er da fascinerende, når man tænker over det.

Det bliver en balancegang mellem fordømmelse og fascination derovre i The Land of Opportunities.

Seks dage til afrejse...

Der er under en uge til afgang og de lavpraktiske bekymringer begynder så småt at melde sig. Så som; har vi omformere nok, er der hårtørrer på værelset og hvor mange par jeans tager du med osv. Men det der fylder allermest, udover hvordan man overlever at undvære sine børn i 12 dage, er finpudsning af interviewguides og klargøring af spørgeskemaer til de amerikanske High School elever, som udgør den kvantitative del af vores undersøgelse.

Den anden del af undersøgelsen bliver kvalitative forskningsinterviews med føromtalte elevers lærere og så naturligvis interviewet med hovedteoretikeren på selve specialet, nemlig Dr. Roberta Seelinger Trites. Vi får kun en mulighed for at interviewe Trites og vi skal sørge for at stille korte, præcise spørgsmål, der giver hende mulighed for virkelig at udfolde sine svar, så interviewet tager form af en samtale. Det stiller store krav til udformningen af selve spørgsmålene og det kræver også, at vi på forhånd har sat os grundigt ind i, hvordan det amerikanske skolesystem fungerer. Ydermere er det lidt af en udfordring at skulle foretage interviews på et fremmedsprog, selvom vi begge har engelsk som linjefag fra seminariet. Det meste af vores teori er heldigvis på engelsk, så vi er ved at være i træning.

Vi har opdaget, at når man arbejder med teori og empiri på et fremmedsprog, er der mange forskellige udfordringer, der melder sig. Denne dags udfordring var at finde den korrekte benævnelse for Formålsparagraffen. Det var ganske svært selvom vi benyttede os af Undervisningsministeriets hjemmeside. Mange blindgyder senere fandt vi dog endelig noget der ligner, men det var ikke uden forundring:

Hvad hedder Formålsparagraffen på engelsk? Tja, den hedder såmænd Aims of the Folkeskole (kilde: uvm.dk).

Der kan man bare se... Det er ikke alt, der behøver at være på et teoretisk højt niveau.

Starten på noget stort....

Denne blog er lavet som en del af vores specialeskrivning på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU). Formålet er primært at dokumentere vores studietur til USA, hvor vi skal indsamle empiri på to amerikanske High Schools i staten Illinois, interviewe professor i engelsk Roberta Seelinger Trites (Illinois State University) samt præsentere vores danske undersøgelse om ungdomslitteratur for undervisere og studerende på henholdsvis afdelingen for Børne- og pUngdomslitteratur og Curriculum & Instruction.

I efteråret 2011 lavede vi en mindre undersøgelse af ungdomslitteraturen på to skoler i Hillerød. Vi spurgte fire 9. klasses dansklærere om deres valg af romaner til undervisningen, og samtidig spurgte vi deres elever om præferencer inden for den obligatoriske romanlæsning og fritidslæsningen. Som forventet viste resultatet af elevernes svar, at de foretrak de nyeste ungdomsromaner, når det gjaldt den fælles læste roman i danskundervisningen. Men til vores store overraskelse viste undersøgelsen samtidigt, at eleverne i fritiden fortrak oversat amerikansk og engelsk litteratur.

I vores speciale har vi besluttet at undersøge og analysere den amerikanske og danske ungdomslitteratur, som den ser ud lige nu. Vi forbereder os i skrivende stund på mødet med amerikanske undervisere på forskellige niveauer samt deres elever og håber at kunne dele en denne unikke oplevelse med jer, der måtte have lyst til at læse med.

Anna Harder & Sascha Kruse Viktor