Didaktik på amerikansk

Onsdag holdt vi et oplæg for en mindre gruppe af professorer og ph.d. studerende på Illinois State University. Det var det meste intimiderende vi nogensinde havde prøvet. Hvordan skal en meget lille undersøgelse foretaget i Hillerød skulle kunne sige noget interessant eller brugbart for disse meget dygtige mennesker? Men det viste sig, at der ingen grund var til bekymring. Der var stor interesse for vores tanker om danske unges fritidslæsning og lærernes valg af romaner til undervisningen. Klasselærerrollen optog især studerende og undervisere. Mens vi havde travlt med at beundre ambitionerne hos eleverne og lærernes på New Trier High, ville vores tilhører gerne tale om den danske skolens opmærksomhed på elevernes velbefindende.

New Trier High viser sig at være meget langt fra gennemsnittet af den amerikanske High School. Professorerne kunne fortælle at skolen betragtes som en af landets allerbedste, når det kommer til uddannelse af de 14 – 18 årige, og at det ekstreme akademiske niveau ikke er kendetegnende for alle High Schools. Endnu en gang er der grundlag for at revidere vores opfattelse af dette anderledes skolesystem. Hvad vi så er ikke gældende for alle amerikanske teenager, og som vores tilhørere påpegede, så stiller ingen spørgsmål ved om eleverne på New Trier er College materiale. De har et curriculum, hvis formål er at få alle så akademisk langt som muligt, og så er op til eleverne at hænge på. Begejstringen for New Trier var ikke enstemmig blandt vores tilhørere.

I går var vi på University High School. Og det er bestemt ikke det samme, vi har set, som nord for Chicago. Vi var med i en ung engelsklærers 3 undervisningstimer først på dagen. Alle timerne var for freshman årgangen (9th grade), og alle timerne bestod af præcist samme indhold. Samme gennemgang, samme YouTube klip, samme diskussion og samme lektie. Vores første tanke var at 3 x 45 min med samme indhold var lidt svært at stå model til her sidst i processen, hvor vi er slidte og tæt på mentalt mætte, men det har krævet meget tid og energi at få disse aftaler i hus, så vi blev troligt siddende, da eleverne havde svaret på vores spørgeskema – i alle tre lektioner. Og heldigvis for det. I sidste lektion fik vi øjnene væk fra timens indhold og over på selve undervisningsformen. Og vi var for første gang en smule chokeret. I al retfærdighed skal det jo siges, at dette kun er en undervisningslektion ud af de mange, denne engelsklærer gennemfører på et år, og mange ting kunne ligge til grundlag for måden at undervise på.

Eleverne havde til denne time læst bogen Race af Marc Aronson færdig. Efter at have set et Youtube klip af psykologiske undersøgelser udført blandt 4 -10 årige angående opfattelsen af race og hudfarve, blev eleverne bedt om at perspektivere, det de havde set, til det sidste kapitel af bogen.

Læreren har rigtigt meget taletid i undervisningen og stiller mange spørgsmål løbende. Stort set alle spørgsmål har karakter af at være forståelse-spørgsmål til tekst eller Youtube-klip eller perspektiv-spørgsmål i forhold til emnet. Marc Arsonson taler om ”acting race”, og eleverne bliver herefter bedt om at komme med eksempler på dette. Ganske få melder sig ind i diskussionen, så læreren bringer i alle tre timer selv Zimmerman-sagen på banen, som i øjeblikket optager amerikanerne rigtigt meget. Hvad særligt er interessant i denne sammenhæng er, at en TV-journalist/studievært har været ude og sige, at forældre til latino og sorte børn muligvis skulle overveje ikke at lade dem gå i hættetrøjer, fordi det kan sende forkerte signaler og gøre andre utrygge. Læreren følger op med et spørgsmål til eleverne: ”Har Amerika givet op over for race?”, og så kommer nogle enkelte hænder i luften. En pige følger op på nogle af de første svar ved at sige, at hun tror voksne har svært ved at skifte mening omkring racespørgsmålet, fordi de har dannet den, da de var små på baggrund af beviser. Mere når hun ikke at sige, før læreren overtager og uden omsvøb afskriver hendes svar, for yderligere at bakke sin eget svar op ved adskillige beviser fra den læste tekst og det viste Youtube klip. Pigen synker langsomt ned i sin stol, mens farven i kinderne skifte nogle nuancer på den røde skala. Det eneste jeg kan tænke på er, hvor lang tid der går, før denne pige igen rækker hånden op i engelsk….

Som sagt er denne time taget ud af kontekst og siger kun noget om en lærer på en High School. Men det siger også noget om en lærer, der er rost til skyerne af hendes tidligere universitetsprofessor og moderen til flere af hende elever. I de overværede timer savnede jeg spørgsmål, som bad eleverne tage stilling og finde frem til eget ståsted i denne spændende diskussion og argumentere for egen mening på alle mulige måder. Jeg savnede, at eleverne blev bedt om at gøre indholdet til deres eget i stedet for at dokumentere, at de havde læst og forstået. Vores empiriske grundlag på dette område er tyndt, så derfor delte vi vores oplevelse med undervisere på universitet om aftenen. Deres umiddelbare svar på vores observation var, at denne elevs taletid blev lukket af pga. den meget racisme, som findes, ikke kun på University High, men i hele USA. Og at læreren vidste, at denne udtalelse havde en racistisk vinkel, fordi hun kendte eleven og dennes ståsted. Men skal eleven så ikke netop har lov at argumentere for sit synspunkt, så andre kan modargumentere og en debat kan skabes omkring dette vigtige emne. Er det ikke netop farligt, at lukke låg på disse meninger? Hvordan skal man komme racisme til livs, hvis vi ikke taler om den igen og igen?

Vi har stadig så meget at lære i dette store og modsætningsfyldte land og kun 32 timer tilbage at gøre det i.