Noget på hjerte

Vi har jo, som I kan se, valgt at oprette denne blog med det formål at dokumentere vores studietur og skrive om store og små strabadser og bekymringer. Det drejer sig om alt fra korrespondancer med lærere og flyselskaber til kulturelle bekymringer og udformning af interviewguides. Intet for stort, intet for småt. I dag er turen så kommet til dette: Bloggen. Vi har valgt at have en blog, som vi vil skrive på hver dag. Det er i hvert fald det mål, vi har sat os, for der findes ikke noget mere uinteressant end en blog, der ikke bliver opdateret. Men når man skal skrive et indlæg hver dag, kræver det også, at man har noget på hjerte, og dette dagens indlæg kommer lige fra hjertet.

Jeg har i dag, for første gang meget længe, holdt helt fri hele dagen. Dvs. ikke noget med ”jeg sætter mig lige ind og arbejder et par timer” eller ”jeg skal lige ringe til Sascha” eller ”jeg skal bare lige læse en enkelt artikel”. Nej, jeg har holdt helt fri forstået på den måde, at jeg ikke har beskæftiget med noget teoretisk i forhold til specialet. Til gengæld har jeg ”arbejdet” mentalt og lavpraktisk på rejsen hele dagen. Jeg har købt gaver til de yderst hjælpsomme lærere, der stiller op til interviews, jeg har tjekket netbank (noget jeg ellers aldrig gør) for at sikre mig, at der er rigelige midler (til shopping), jeg har forberedt mand (i form af lister over hvad vores datter skal have med i børnehave efter ferien, hvad hun skal have med, når hun skal feriere hos mormor og når hun skal til ballet) og min mor (”ja mor, vi kan godt ringe sammen, selv om jeg er langt væk” og ”nej mor, det er ikke for dyrt”), der skal have besøg af vores treårige datter, mens vi er ude at rejse. Og det har føltes godt at holde fri, for jeg kan ikke gøre mere. Min hjerne kan på nuværende tidspunkt ikke rumme andet end at vente på, at dagen oprinder, og vi sidder i flyveren. Lige nu er alt gjort. Det er bare at stille sig op og vente på orkanen, der kommer og blæser os omkuld om mindre end 72 timer. Og så er vi midt i det. Der er ingen vej tilbage, bordet fanger. Vi kan ikke vende os om og gå, når vi står på Illionois State University iklædt mikrofoner og med power pointen i ryggen. Vi kan ikke gemme os, når tungen slår knuder og fremkommer med de mest ærgerlige og fordanskede sætninger. Og vi kan ikke søge hjælp hos en medstuderende, når der kommer spørgsmål, som vi måske ikke er forberedt på. Men det vi kan, det er at se det i øjnene og stå ved det. Vi kan sige til os selv, at vi er to studerende, der har lavet en undersøgelse, som andre finder interessant og tro på, at vi faktisk kan bidrage med noget. Vi kan rette ryggen og tænke: Vi er Sascha og Anna, og vi ved noget om ungdomslitteratur.