Det, som forekommer at være mest grænseoverskridende og intimiderende ved vores rejse, er de oplæg, vi skal holde for Fakultet og Studerende på afdelingen for Børne- og ungdomslitteratur samt for studerende på Curriculum and Education på Illinois State University. Det kræver ikke bare meget forberedelse, fordi det ikke er noget vi lige ”kører på rutinen”, men eftersom det foregår i et helt andet land og på et andet sprog, er der yderligere overvejelser der skal gøres om fx kulturelle forskelle.
Dansk og amerikansk skolekultur befinder sig i hver sin ende af undervisningsspektret. I Danmark vælger læreren selv hvilken litteratur, han/hun vil læse med sine elever og i Fælles Mål står der, at eleverne skal læse ungdomslitteratur. I USA vælger lærerne litteratur fra en core reading list, der består af kanoniserede værker. De læser IKKE ungdomslitteratur med deres elever. Med det in mente er det derfor af største vigtighed, at vi ikke kommer til at fremstå fordømmende i forhold til den måde, amerikanere forholder sig til litteraturundervisning på. Man kunne nemt forestille sig en indledning på et oplæg, der lugter lidt af hyldest til det danske frisind.
Selvom man måske godt kunne tænke for sig selv: ”Hvordan kan de dog få sig selv til at slæbe eleverne gennem Edgar Allen Poe, Harper Lee og Shakespeare?” må vi i stedet prøve at vende eventuelle fordømmende tanker til: ”Det er beundringsværdigt at I læser så meget klassisk litteratur, hvordan bærer I jer ad med at tilrettelægge en engagerende undervisning og dermed fastholde eleverne?” Og det er da fascinerende, når man tænker over det.
Det bliver en balancegang mellem fordømmelse og fascination derovre i The Land of Opportunities.
Ja, danske lærere kan vælge frit, men de vælger jo alligevel i høj grad kanonværker eller de samme gamle ungdomsbøger, de gennemgik på seminariet i sin tid (fx Martin og Victoria). Ikke så frit endda.
SvarSletGlæder mig til at læse mere om jeres tur :-)
Morten Jensen